Lerkenfeldts  Historie

Lerkenfeldt hed oprindelig Bonderup eller Bonderupgaard og herunder hørte 2 mindre gårde Kokholm og Overgaard. Hovedfløjen på Lerkenfeld er opført omkring år 1540 som et smal langhus (måler 7x51m), der er kældre under hele hovedfløjen med tøndeformede hvælvinger, huset er et bindingsværk i 2 stokværk med længdestolper. Den første ejer, der nævnes i forbindelse med Lerkenfeld eller Bonderup, som det hed den gang var Per Gødiksen, der i 1455 til Oluf Jensen solgte alle de rettigheder hans hustru havde arvet i Bonderup efter hendes salig mand.

Efter en række ejere blev Bonderup med 2 mindre gårde Kokholm og Overgaard mageskiftet til Mariager Kloster, som i 1555 ved et gaveskøde overdrager Bonderup til den bekendte Jørgen Lykke. Gavebrevet fik kongelig stadfæstelse i 1561. Jørgen Lykke lod bindingsværket beklæde med en udvendig skalmur af munkesten (krydsskifte), han lod opføre det asymestrisk placerede runde tårn, som vel kun har haft det formål at forbinde de 2 stokværk, trappen er venstresnoet, om der er fordi Jørgen Lykke har været kejthåndet vides ikke, ydermere lod han opføre korte lavere sidefløje mod nord, i den østre sidefløj findes riddersalen, mens den venstre fløj har fundet anvendelse først som kapel senere som mejeri og bageri. Mod syd lod Jørgen Lykke opføre 2 karnapagtige korte fløje.

Der har uden tvivl tidligere været betydelig mere bygningsværk indenfor voldgravene end der er i dag, bl.a. har Nationalmuseet afdækket rester af en ringmur, som har gået langs voldgraven, ligesom der er fundet rester af tårne på de små ”runddele” i voldgravens 4 hjørner, fundamentet til en vindebro har også været afdækket. Hvordan Lerkenfeld engang har set ud kan ingen med sikkerhed sige. Selvom Jørgen Lykke har opfattet Lerkenfeld (Bonderup) med stor interesse så var dog Overgaard i Udbyneder sogn hans hovedsæde, hans pragtslot, mens Lerkenfeld var hans fæstning.

083.jpg
IMG_3236 - 1.jpg

Der går mange sagn om Jørgen Lykke ikke mindst har Thit Jensen i sin bog ”Jørgen Lykke” givet et aldeles forkert billede af ham, og det samme må siges om de fleste af sagnene.

Året for Jørgen Lykkes fødsel kendes ikke, ej heller kender man meget til hans barndom, først fra 1532, da han var midt i tyverne ved vi, at han var i Frankrig i kong Frans den førstes tjeneste og blev efterhånden hans råd og kammerherre. Den franske konge anvendte flere gange Jørgen Lykke som sin gesandt til rejser til den danske konge, og ved Jørgen Lykkes formidling afsluttedes et forbund mellem Danmark og Frankrig. Da han nogle år senere forlod Frankrig og slog sig ned i sit fædreland, blev han straks rigsråd og fik 1547 Skanderborg som len. Foruden sit lensmandsembede og sine diplomatiske hverv, var han en tid under syvårskrigen mod Sverige knyttet til den danske militære overkommando. At Jørgen Lykke skulle have begået justitsmord mod præsten i Ullits-Foulum hr. Mads ved at lade ham henrette, fordi han tordnede mod Jørgen Lykke, og at Jørgen Lykke lod Svingelbjerg kirke nedrive for at bruge stenene til bygningsværk på Bonderup er sikkert heller ikke rigtigt.

Hr. Mads i Ullits blev henrettet, men årsagen var snarere, at han prædikede vranglære (katolicisme), som i hine tider lige efter reformationen var en alvorlig forbrydelse. Jørgen Lykke nedrev Svingelbjerg kirke. Det skete med kongens tilladelse efter bøndernes tilskyndelse, da de ikke magtede at vedligeholde kirken. At nogle af stenene fra Svingelbjerg kirke er havnet på Bonderup tyder de adskillige formhugne kvadre i bygningerne på. Jørgen Lykke ejede en overgang ca. 50 gårde heri indbefattet begge byerne Svingelbjerg og Vesterbølle. Det fortælles, at Jørgen Lykke kunne ride på egen jord fra Bonderup til Overgaard, der ligger ved Udbyneder syd for Mariager fjord.

 

Jørgen Lykke, som i sit liv havde ført utallige processer og flere gange havde været anklaget af kronen for uretmæssige berigelser på dens bekostning, døde den 26. December 1583 og ligger begravet i Udbyneder kirke.

Jørgen Lykke indgik ægteskab med Beate Brahe omkring 1539. Hun havde tilknytning til den stærkt kristelige kreds omkring Birgitte Gjøe. Beate Brahe var af en ængstelig gemyt.

 

Efter Jørgens Lykkes død ejedes Bonderup af sønnen Henrik Lykke og datteren Ide Lykke, der var gift med Valdemar Parsberg. Efter hendes død i 1618 arvede hendes 3 døtre godset med hver en tredjedel, den ene svigersøn Claus Daa gift med Ingeborg

IMG_3235 - 1.jpg

Parsberg blev eneejer i 1623. Claus Daa spillede en rolle i Chr. Den IV´s tid og blev admiral. Hans søn den sørgelige berømte Valdemar Daa arvede Bonderup 1641 og måtte i tiden fra 1677-81 gå fra såvel Bonderup som Borreby på Sjælland, da han blev komplet forarmet på grund af Alkymisteri.

Landsdommer Peter Madsen Lerche nåede ved overtagelsen af Bonderup i 1677 endelig det mål, han gennem flere år havde stilet imod – at blive herre på Bonderup. Han havde opkøbt talrige fordringer på den i bundløs gæld nedsunkne guldmager og erhvervede til sidst selve hovedgården fra en anden kreditor jægermester Wolf Blome.

 

Bonderup var da i en yders sørgelig forfatning, hele herligheden takseredes til 250 rigsdaler. Landsdommer Peder Madsen Lerche var borgerlig født, men havde i 1679 opnået brev på at føre et adelig våben. Det lykkedes ham at samle det spredte odt igen, og han tog det ikke så nøje med de anvendte midler. Lerche lå da også ideligt i processer.

Magister Stistrup forfattede et gifttigt nidvers over sin dødelig fjende, da han var død og blev ført til begravelsen i Viborg Domkirke.:

Den største Snaus i Verden var,

han lægges nu i kiste,

Ej større Gnier Jorden bar,

som Gud og Hvermand vidste,

Han gjorde aldrig noget godt,

den uomskårne Jøde,

thi har han nu den evig Spot,

så Gudskelov, han døde,

Thi denne levde som et Bæst,

og som et Bæst, han døde,

en landeplade, Enkers Pest,

en Snaus, et Drog, en Jøde.

Hans hustru født Rosenørn måtte nøjes md sin grav i Vesterbølle kirke. Landsdommer Peder Lerche´s og hustru Frederikke Kristine Rosenørns kistevåben findes på Lerkenfeld.

Lerkenfeldt.jpg
Dp18WEuvrXJE5tB82wOAJKhuqkk.jpg

Bonderup blev af Lerche efter kongelig bevilling kaldt Lerkenfeld. Af stor betydning var også, at Lerche i 1684 opnåede birkeret på godset og bestod til 1813. Endelig oprettedes i 1695 stamhus, og igen blev ophævet i 1743.

I 1699 blev Lerkenfeld testamenteret til gehejmeråd Vincent Lerche, som i 1735 overdrog godset til sønnen Christian Lerche, der solgte i 1743 til general Wulf Casper von Lüttichau. Fra hans tid findes en kamin, med hans og hans hustru´s initialer.

I 1755 overtog sønnerne Johan og Christian Cæsar Lüttichau Lerkenfeld. 1799 blev Christian Cæsar Lüttichau eneejer, sidstnævnte var major. Såvel generalen som majoren er ikke husket for det gode, der fandtes dengang træhest, som sammen med ridepisken skulle have været brugt flittigt.

Gud ved, hvor din arme sjæl blev af, til himlen kom den ikke, lød det i et vers efter generalens død og folketroen lod ham heller ikke finde fred i sin grav.

 

Den 19. Marts 1792 købte Mikkel Kjeldsen i forening med sine brødre Jens og Peder Lerkenfeld af major Lüttichau for 73.000 rigsdaler og siden har Lerkenfeld været i slægten Kjeldsens eje.

I 1844 afhændedes Bøndergodset og i dag er Lerkenfeld´s areal 600 tdr. land.

kjeldsen tale 1 - 1.jpg