Klokkejubilæum

Den gamle klokke i Vesterbølle kan i år fejre, at den i 600 år har ringet i sognet.

For at starte ved begyndelsen, så har kirkeklokker siden 800-tallet været brugt til at signalere kirkelige handlinger og skræmme onde ånder bort fra sognet. Den vist nok ældste som stadig er i brug  hænger i Siena i Italien og er dateret tilca. 1160.

Klokkerne - også vores fødselsdags”barn” - hang til en start i klokkestabler af træ, et stykke fra kirken – de første trækirker og de murede kirker, som blev bygget fra ca år 1100 var ikke stærke nok til at bære de ofte meget tunge klokker.

Tårnet på Vesterbølle kirke er først bygget omkring 100 år efter klokken blev taget i brug, selvom dele af kirken er meget ældre.

Siden 1300-tallet har man i Danmark ringet med klokkerne morgen og aften – det man populært kalder "at ringe solen op og ned". Faktisk var ringningen en opfordring til at holde bøn. De tre gange tre bedeslag, som vi stadig bruger som afslutning på både morgen- og aftenringningen, stammer faktisk fra den katolske bøn Ave Maria, og klokkernes ringen var en opfordring til at falde på knæ ved dagens begyndelse og ved dagens slutning og påkalde jomfru Marias nåde. Klokkerne blev også brugt til at alarmere om krig og brand og andre katastrofer, hvor der var behov for at samle folk, så de kunne få informationer om, hvad der truede landsbyen … det var før TV og radio.

Den gamle klokke + lapidarium + alterdug
DSC_0005-1.jpg

I 2008 fik Vesterbølle en ny kirkeklokke til aflastning for den gamle, der stammer fra 1420. Det er den nye klokke, der ringer til daglig, og den har som inskription fået en strofe fra julesalmen ”Det kimer nu til julefest”, der har melodi af den tidligere præst ved Vesterbølle Kirke, Carl Christian Nikolaj Balle. Han skrev melodien i 1850. Man formoder, at han blev inspireret af klokkens specielle klang – altså den gamle klokke fra 1420.

Fra 1420 og til 2008, hvor Vesterbølle fik sin nye klokke, kaldte vores fødselsdags”barn” beboerne her i området til bøn og markerede dagens begyndelse og dagens slutning i ensom majestæt. Eller gjorde den?  

Viborg Stifts Folkeblad d. 30. november, 1967  fortæller journalist Hans Sigfred Knudsen om, hvordan han var blevet gjort opmærksom på, at der i juledagene i 1702 blev ringet med to klokker fra Vesterbølle kirke!

Patronen her på stedet – sådan er det formuleret i de gamle optegnelser – etatsråd Vincentz Lerche og hans frue, Cathrine Hedevig Wibe, havde foræret ”en liden klokke” til Vesterbølle kirke. Den liden klokke bar navnene Jørgen Kruse og Beate Bylov til Herredslevgaard og årstallet 1643 og klokken havde tidligere hængt på Lerkenfeldt. Tidspunktet falder sammen med at såvel prædikestolen som altertavlen i 1703 blev forsynet med den nuværende bemaling. Mon det kunne være sådan, at Hr. Vincentz Lerche sørgede for en samlet pakke af noget for øret og noget for øjet til ”sin” kirke i form af ”den liden klokke” og bemalingen på samme tidspunkt – få år efter at han havde overtaget Lerkenfeldt i 1699?

klokke 1.jpg
DSC_0004-1.jpg

Det kan godt være, at det er mig, som lægger to og to sammen og får fem ud af det, men jeg synes faktisk, det lyder meget plausibelt ….

 

Historien blev dengang skrevet ned af Mads Pedersen Farstrup, som var præst i Ulbjerg-Lynderup, og/eller Lauritz Axelson, som var præst i Vester- og Østerbølle, og er udgivet i bogform i 1813 af kapellanen for Bjørnsholm (det nuværende Overlade) og Malle sogne, Ignatius Becher … bogen blev udgivet til fordel for de ”qvæstede” fra et skibsforlis ved Anholt.

Hvad der er blevet af den liden klokke, havde journalisten – trods store anstrengelser – ikke kunnet finde ud af. Han forestiller sig en af tre muligheder:

At den enten er kommet retur til Lerchenfeldt eller en anden herregård. At den er gået i stykker og er smidt ud.

Eller at den er støbt om …???

Hvem ved – måske det kommer for en dag, når engang historikerne fra National Museet kommer herop og skal lave en bog om Vesterbølle kirke ti mammutværket

om Danmarks Kirker.

Efter disse mange omveje retur til vores fødselsdags”barn”: Klokken er som sagt taget i brug i 1420, og den regnes for at være en af de mest værdifulde i Danmark.

På klokken står med Majuskler (store bogstaver):

NICOLAVS ::ME:FECIT::IN:NOMINE

DOMINI AMEN ANO MXX+:

Det er latin og betyder Nicolaus lavede mig i det Herrens år … faktisk står der 1020, men ifølge de sagkyndige kan det kun være 1420, da det var på det tidspunkt, at Nicolaus med tilnavnet den ældre, virkede. Han var den mest virksomme klokkestøber i Danmark omkring år 1400. Altså ”siger” klokken til os, at den er blevet støbt i det Herrens år 1420 af Nicolavs.

Klokken har således i år ringet i 600 år – der er ikke noget at sige til, at den er blevet noget slidt, og at man var nødt til at sørge for aflastning i 2008. Til gengæld synes jeg jo det er pragtfuldt, at den har fået lov til at hænge her i Vesterbølle – og ikke er blevet ført til Nationalmuseet for at blive udstillet dér.

Til hverdag er det den nye klokke, som ringer, men ved særlige lejligheder kan den gamle klokke også høres – helligdage, vielser … og naturligvis har vi også kunnet høre den i dag.

                   22.10.2020         Karin Hasling

DSC07400.jpg