Et fattiglem fra Vesterbølle

Af Niels Jørgen Østergård.

I Vesterbølle fandtes et lille museum, indrettet i ”Hougaarden”, en af byens gamle gårde. Lærer Karl Nielsen (1919-2001) skabte dette lille museum, hvor han udstillede redskaber og bohave fundet på egnen, ligesom der efterhånden indrettedes smedie, skolestue og høkerbutik.

En nabogård ”Lagenholm” blev i 1997 købt til, med jordtilliggende ud til ”Holmen”, et meget naturskønt område i Lerkenfeldt ådal. Det er nu fredet, og her kan man endnu se de gamle jorddiger, og rester af den gamle drivvej, hvor byhyrden drev kvæg og får på græs. Her udfoldedes en stor indsats omkring bevarelsen af gamle husdyrracer, både heste, kreaturer, høns, gæs m.v.

Karl Nielsens enke Inger og døtrene Kirsten og Anna førte i en årrække museet videre og har i en periode fået del i statslige midler til arbejdet med de gamle husdyrracer. Denne bevilling faldt væk i 2005 og det lille museum er nu lukket for offentligheden. Karl Nielsen viste selv rundt i sit museum, og når forevisningen var slut, havde han en lille overraskelse at vise frem. Frem fra en skuffe i museets stue tog han en lille plasticæske, lukkede den op og spurgte, hvad er dette? I æsken lå noget der bestemt lignede et stykke horn eller ben, og måske endda virkede lidt uhyggeligt.

Så fulgte historien om ”Fattig Ell” og hendes negl. I 2005 besøgte Historisk Samfund Hougaarden og Anna Nielsen fortalte igen historien om ”Ell” og hendes skæbne.

Her får I mulighed for at stifte bekendtskab med historien. Den gengives i to versioner, nemlig Karl Nielsens version, fortalt af Anna Nielsen og en beretning skrevet af cykelhandler Morten Christiansen, der som 14 årig i 1906 kom til Vesterbølle. Endelig er der en fyldig redegørelse for Ellens liv, skrevet af lokalhistorikeren Edith Overgaard fra Glerup, der har været igennem næsten alle tilgængelige kilder, der kunne belyse Ellens liv og levned.

soldaten, fattig ell og tordenkalven.jpg

Karl Nielsens beretning.

Lærer Karl Nielsen havde sin opvækst i Vesterbølle, hvor han hørte historien om ”Fattig Ell”. Anna Nielsen genfortæller historien, som hun har hørt faderen fortælle den. Fattig Ell boede i en årrække i Vesterbølles fattighus. Ell boede i den ene ende af huset og Otto i den anden ende. Forplejningen af fattighusets beboere skulle afholdes af sognet. På et tidspunkt skulle Ell have større og større træsko. Grunden til dette var, at hun på den ene fod ikke klippede neglene. Sikkert fordi de smertede hende. En læge har udtalt, at der givetvis var både svamp og betændelse i dem. De nye træsko der skulle til blev efterhånden en dyr udskrivning. Sådan et par kostede en hel krone. Efterhånden som det blev værre, gik Ell med en træsko på den ene fod og en sivsko på den anden. Det kunne selvfølgelig ikke blive ved på denne måde.

Så sognerådsformanden ville gøre noget ved sagen. Skulle Ell på hospitalet for at få foretaget ”operationen” indebar det, at en bonde måtte lægge både mand, hest og vogn til, og det helt til Hobro. Så det var nok lovlig meget at gøre ud af det. Sognerådsformanden og en ekstra hjælper væbnede sig med en stor skræddersaks. Med sig havde de også noget wienerbrød og brændevin, som Ell holdt så meget af. Men da de så neglen, blegnede de, og blev klar over at skræddersaksen ikke var meget bevendt. I stedet gik den ene af mændene hjem efter et ”ørnenæb”, som er beregnet til at kappe grene over med. Så passede redskbet til opgaven, og neglen måtte forlade fattig Ell´s fod. Men der flød både blod, sved og tårer.

Senere i livet flyttede Ell ind hos en familie i Knudstrup.

Her blev hun gode venner med en lille pige. En dag kaldte Ell pigen til sig og fandt en pakke frem fra sine gemmer. Denne pakke fik pigen besked om at smide i Lerkenfeldt å. Pigen var selvfølgelig nysgerrig efter at se, hvad pakken indeholdt. Og før pakken blev smidt i åen, åbnede hun den og så at den var fyldt med børnetøj. Så det var nok en grund til, at Ell´s liv var blevet som det var.

Karl Nielsen glemte ikke denne historie og begyndte at spørge rundt omkring efter neglene, som efter sigende skulle være blevet gemt efter ”operationen”. En dag da Karl havde ærinde på Gedsted Mølle, var han faldet i snak med ”Kesse” (foderstofuddeleren). De kom så ind på historien om fattig Ell, og de ”berømte negle”. ”Negle”, sagde ”Kesse”, dem ka do da godt fo, de ligger da her i skoffen”. Så den dag vendte fattig Ell´s negle hjem til Vestebølle igen. Det kunne være ”Kesse”´s farfar, som var med til at klippe neglene af. Hændelsen foregik i starten af 1900 tallet. Fattig Ell døde den 29. december 1910, 86 år gammel.

Fra cykelhandler Morten Christiansens erindringer.

Dette er historien, som Morten Christiansen fortalte den i 1970 :

Da jeg som 14-åring i 1906 kom til Vesterbølle, boede i Fattighuset to mennesker, Ell og Otto. Huset var af bindingsværk og stråtag med en dør på sydsidens midte ind i en lille gang. Fattighuset lå i den nederste trekant af Emma Kristensens have (nu Vejgrenen 3). Der var til hver side en stue, der beboedes af Otto til højre og Ell til venstre. Ell led af hovedpine, og hun gik ofte ind til Otto for at få panden gnedet i brændevin. Otte mente, at det var bedre, hvis hun drak det, og så gik den pine væk. Otto døde, og Ell fik ophold hos Maren Nielsen i den ejendom, som senere blev telefoncentral (Tolshøj 15). Hvor Ell døde, vides ikke, men det fortælles, at fattigforstanderen J. C. Jensen i Knudstrup ikke kunne få hendes træsko store nok. Hun ville nemlig ikke have sine tånegle klippede. Da sognerådsformanden, møller Jensen i Gedsted ville have Ell´s negle klippet, kunne fattigforstanderen ikke gøre det, da de var blevet for kraftige. Så kunne mølleren selv. De to mænd mødte op med en stor saks, men de blev blege, da de så neglene, der så ud som gedebukkehorn. De tilkaldte naboen, som mødte med en grensaks og et stykke wienerbrød, der var Ell´s livret. Med grensaksen fik de bugt med neglene, og en af storetåneglene er endnu opbevaret hos Karl Nielsen i Vesterbølle på hans egnsmuseum. Den er ca. 5 cm lang.

Lokalhistorikeren Edith Overgårds historie.

I Ålestrup Lokalarkivs årsskrift 1999 har lokalhistorikeren Edith Overgård skrevet om fattig Ell, med reference til de kilder, der måtte omhandle sagen. Det er kirkebøger, folketællinger, sogneråds– og fattigprotokoller, skudsmålsbøger m.v.

Ell levede sit live som ugift og indtil 50 års alderen, havde hun en lang række tjenesteforhold, som almindelig tjenestepige. Herefter går det ned ad bakke og den sidste del af Ell´s liv foregår på fattiggården, arbejdsanstalt og hos familier hvor kommunen laver akkord om kost og pleje.

Ell bliver født i Østerbølle i 1823, som datter af Niels Pedersen og hustru Mette Nielsdatter. Forældrene dør allerede i 1824, ligeledes bedsteforældrene, der levede på aftægt i gården. Disse pludselige dødsfald, sammen med andre tilsvarende i sognet, tilskrives en smitsom sygdom.

Ell var ikke engang fyldt 1 år og hendes søskende, en bror på 2 år og en søster Ane Kirstine på 6 år, stod nu uden forældre og uden egentlig forsørgelse. Materielt og økonomisk var der ikke noget efter forældrene. Da boet var gjort op, viste det sig at familien var fallit. Fremtiden for disse børn, blev de plejefamilier, som sognet nu kunne få en ”fordelagtig” aftale med. Som spæd måtte kommunen antagelig betale noget for ophold, men så snart de var gamle nok, kunne de også gøre nytte for kost og klæder.

Indtil omkring 1845 er Ell i pleje hos en familie i Bygum, vistnok slægtninge til faderen. Her er hun indtil 22 års alderen. Frem til omkring 1870 følger nu en lang række tjenestesteder. 1845 i Vesterbølle, 1848 Gedsted Nørgåd, 1850 Lille Restrup ved Ålestrup, 1852 i Hobro, 1854 Hodals mølle, Hobro - 1866 vistnok i Randers. Flere af stederne er der skrevet i hendes skudsmålsbog, hvor alt tyder på hun har haft et godt omdømme, ”tro og skikkelig”, som der står. Hun forbliver ugift, og har vel ikke været et særligt godt parti, uden slægt, penge og materielle ejendele. I 1870 bor Ell i Hobro, og nu er som om tilværelsen går hende imod. Et begyndende overforbrug af brændevin gør, at hun har svært ved at passe et arbejde. I november 1870 anmoder hun Vesterbølle sogneråd om hjælp til at betale husleje. Selvom hun er bosiddende i Hobro, har Vesterbølle sogn forsørgelsespligten for hende. Ifølge lovgivningen på området skulle en person have haft 5 års ophold i kommunen før end der kunne søges hjælp. Ellers var det fødestedskommunen, der havde forsørgelsespligten, hvis noget gik galt. Hjemstedkommunen fremgik af skudsmålsbogen. Ell fik dog ikke tilsagn om penge lige med det samme, men efter gentagne skrivelser, bevilger sognerådet i 1871 6 rigsdaler til Ell. Det vil sige, pengene udbetales til den vært, hvor Ell har lejet sig ind.

i286260064257677941._szw1280h1280_.jpg

I fattigvæsenets protokol skrives om hjælpen til Ell, at den tilstedes, fordi hun ”fremdeles var i trang og ikke kunne ernære sig”. Af protokollen fremgår også at hun ejede følgende værdigenstande: 1 seng med sengeklæder, 1 bord og 1 stol, 1 spinderok og 1 dragkiste, med en del fornødne klædningsstykker. Resten af Ell´s tilværelse er styret og administreret af Vesterbølle fattigvæsen. Hendes liv kan dels følges i fattigkommissionens protokoller, og heraf fremgår det at hun opholder sig fattighuset, er hos private og sandsynligvis flere perioder på arbejdsanstalten i Viborg. Ell opnår at blive 86 år gammel, og de sidste 38 år af hendes liv er en ustandselig flyttet fra sted til sted, alt efter fattigkommissionens bestemmelser.

I 1872 flytter hun til Vesterbølle fattighus, da sognerådet finder det for dyrt at betale til hendes ophold i Hobro. Som beboer i fattighuset tilstedes hun fattighjælp, og af protokollen fremgår det hvilke ydelser der var tale om. Hjælpen gives primært som naturalier. For perioden 1873-1875 får hun tildelt 12 skæpper rug og 8 skæpper byg, og i rede penge 4 rigsdaler. Naturalieydelsen udbetales pr. kvartal (8 skæppe korn giver 1 tønde, der igen er 100 kg). Efter de første par år skønner sognerådet, at El nu selv kan medvirke til livsforsørgelse. d.v.s. hun skønnes i stand til at udføre arbejde. Sognerådet træffer aftale med gårdejer Anders Kristian Nielsen, at Ell skal have ophold, kost og pleje hos ham, foreløbig for et par år. For denne ordning betaler kommunen 30 kr. for vinterperioden og 18 kr. for sommeren. I sommerhalvåret skønnes det, at Ell kan hjælpe til på gården.

Hun vender dog tilbage til fattighuset og får igen naturaliehjælp, og et pengebeløb. I 1880érne får hun sværere og sværere ved at styre sit alkoholforbrug, og folk i landsbyen klager over hende, og har åbenbart været generet af hendes opførsel. Der er forslag om, at hun bliver indsat på arbejdsanstalten i Viborg i en periode, for om muligt at forbedre sig. Det kunne dog ikke på dette tidspunkt vinde gehør i sognerådet, måske fordi udgifterne til opholdet i Viborg, ville overstige udgiften til opholdet i fattighuset. Ell´s tilstand og opførsel bliver værre, og der klages gentagne gange over hendes drikfældighed og over hendes omgang

med ild og lys.

I slutningen af 1880érne ser det ud som om hun har haft ophold på tvangsarbejdsanstalten i Viborg, dog ikke af længere varighed. I 1890 er hun atter i ophold hos private, nemlig Søren Slot i Østerbølle. Hun ender igen i fattighuset. I 1901 oplyser folketællingen for Vesterbølle sogn, at Ell opholder sig i fattighuset. De sidste år veksler mellem fattighus og privat ophold. Hun dør i 1910, 86 år gammel. Antagelig hos en familie på Østerbølle hede. Så vidt Edith Overgårds undersøgelser vedrørende gammel Ell. Et menneske ramt af en trist skæbne og i årevis under Vesterbølle fattigvæsens forsørgelse.